BootCamp oktober 2016

BootCamp er et initiativ fra Randers Realskole henvendt til elever fra 8. og 9. klasse i hele Randers Kommune. Det er et anderledes og spændende undervisningstilbud, hvor eleverne kan fordybe sig i dansk eller matematik. 

BootCamp løber over fire undervisningsaftener hen over efteråret og foråret, hvor deltagerne får mulighed for at dygtiggøre sig, dykke ned i interessante fagemner og samtidig have det sjovt. Det er dansk og matematik på et anderledes niveau, som samtidig kan bruges som forberedelse til ungdomsuddannelsen.

BootCamp foregår i et samarbejde mellem Randers Realskole, den kommunale ungdomsskole, Paderup Gymnasium, Randers Statsskole, Tradium Randers samt Randers HF og VUC.

Så er BootCamp’en i gang

BootCamp Randers havde sin første session mandag 10. oktober.

Der var 42 deltagere til første modul med dansk, og undervisningen foregik på Randers Statsskole.

Efter en spændende indledning med “lær hinanden at kende øvelser” gik Randers Statsskole’s lærere i gang med dagens emne: “Grænseløse medier i et nyt årtusind”. Nogle af de spændende overskrifter handlede om identitet, sociale medier og selviscenesættelse.

Næste BootCamp på programmet er 24. november, hvor der både er dansk og matematik på programmet, fortæller Christian Møller, Randers Realskole. På matematik-campen bliver der blandt andet fokus på design og 3D-print.