Festlig fastelavns fredag

Sidste dag før vinterferien stod i fastelavnfestens tegn for 0. -5. klasse. Se Carsten Lildal Hansens mange dejlige billeder – samlet i disse 3 “gallerier”:

Galleri 1:
Sørens multi-underholdning
Dagen startede helt særligt for indskolingsbørnene. Til den traditionelle fredagsmorgensang, hvor det normalt er børnene selv der optræder på skift, var det i dag multikunstneren Søren Brynjolf, der stod for underholdningen.

Søren arbejder for tiden med at forskønne skolens indkørsel med nogle fantastiske træskulpturer, som han tilvirker med sin motorsav.

Han har imidlertid også andre talenter, og indskolingsbørnene oplevede nogle forrygende sjove minutter, hvor Søren performede som bugtaler, sang og spillede musik sammen med den frække abe Rango.

Galleri 2:
Mellemtrinnets farverige fastelavnsløjer
I lektion 3 og 4 var det mellemtrinnet, der lagde ud med fastelavnsløjerne. Susanne ”Bi” og Karin ”Jul” satte festen i gang.

Børnene var klædt ud efter alle kunstens regler – der var fodboldstjerner, helte med kapper, vandmænd, tegneseriefigurer sumo-brydere, og jeg kunne blive ved.

Der blev sunget og spillet på instrumenter, konkurreret på udklædningsfantasi – og der blev bidt til bollen, inden fastelavnstønderne fik tæsk.

Kattekonger blev hyldet, og børnene kunne trække sig tilbage til klasserne med en pose ”dessert” som supplement til madpakkerne.

Galleri 3:
Indskolingsbørnene slog (næsten) tønderne ned
I lektion 5 og 6 var det indskolingbørnenes tur. Udklædningen stod ikke tilbage for de,t som mellemtrinsbørnene diskede op med.

De store elever sørgede for en fantastisk musikalsk ramme med fløjter, trommer og messingblæsere.

De små sang og dansede, og også her var kulminationen på dagen fastelavnstøndeslagning. Pyy-ha, det tog sin tid. De genstridige tønder krævede styrke og efterlod de små med ømme arme og flere ituslåede køller.

Der skulle lidt voksenhjælp til, inden tønderne kom ned, og slikposerne kunne fordeles. Så kunne et nyt hold Kattekonger kåres.