Indsamlingsresultat for Grib blyanten

Super resultat af indsamling

Spændingen blev udløst under stor bevågenhed af 500 elever, lærere og forældre, da drengene fra ”skoleredskaberne.dk” åbnede den lille seddel om blyanten med det indsamlede beløb.

Efter en festlig klappefanfare, leveret af eleverne fra indskoling og mellemtrin, kunne Emil og Gustav konstatere, at beløbet var langt højere, end de overhovedet havde turdet håbe på nemlig. 59.433,50 kr. Afdelingsleder Susanne Ørsted fremviser stolt den foreløbige “check” med beløbet.

Drengene lavede en hurtig omregning og kunne fortælle eleverne, at de med deres og deres forældres hjælp kan sikre 3.516 elevers forbrug af skoleredskaber i et år. Det svarer bl.a. til 14.064 blyanter og 10.548 farveblyanter.

Vi glæder os nu til at se billeder og film fra selv overrækkelsen på skolerne i henholdsvis Tanzania og på Madagaskar. Gustav og Emil rejser derned i foråret med kufferterne fyldt med skriveredskaber og breve fra elever her på skolen. De har lovet at komme og fortælle os om deres rejse, så snart de vender hjem igen.

Atter en gang tusind tak for jeres store opbakning. Det gør virkelig en forskel for mange skolebørn i Afrika.

(Billeder: Carsten Lildal Hansen)