Skolens orkestre tænder Værkets juletræ

Fuldt hus på Værket

Randers Realskoles orkestre dannede den musikalske ramme om en af de gode juletraditioner i Randers, da Værkets juletræ blev tændt søndag eftermiddag.

4. årgangs børnekor, blokfløjteorkestret, messingorkestret for begyndere på 5. årgang samt Randers Realskoles Orkester underholdt de mange fremmødte i Værkets foyer.

Musiklærerne Karin Skjøttgaard og Jens Ødum havde travlt – og ikke mindst Karin Skjøttgaard havde nok at se til med både at dirigere, akkompagnere på klaver, holde mikrofoner og i det hele taget holde sammen på det hele.

Den gode julestemning fra musikken blev hyggeligt blandet med varm gløgg og æbleskiver med syltetøj fra Café Sven Dalsgaard, og alle havde en dejlig eftermiddag.