2020. Covid-19 og nye undervisningsformer
I 2020 blev hele verden ramt af Covid-19, og hurtigt fik det store konsekvenser for os alle – også for Randers Realskole. 11. marts 2020 meddelte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at Danmark blev ”lukket ned”, og vores hverdag blev med ét vendt på hovedet.
Allerede samme aften kunne vi meddele vores elever og deres forældre, hvordan vi som skole ville håndtere den specielle situation, så vi kunne fastholde så god undervisning som muligt under de givne forhold. Vores personale var dygtige og omstillingsparate, og på få dage var vi i gang med undervisning online.
Vi har sjældent så hurtigt tillært os så mange nye færdigheder, da vi på kort tid blev eksperter i virtuel undervisning og teams møder.
Samtidig blev det tydeligt, hvor meget det betyder at kunne tage afsted i skole og på arbejde hver dag og mødes med vores gode klassekammerater og kollegaer.

