1951. Musikken: Fra kor til musikhus

Gunnar Pedersen grundlagde i 1951 skolens kor sammen med sin hustru Inger.

Artikel i Randers Amtsavis 21. februar 1981 i anledning af korets 30 års jubilæum.

”Før søndagen” blev transmitteret af Danmarks Radio i 21 udsendelser.

Kor med tradition og succes

Gunnar Pedersen blev ansat på Randers Realskole som lærer i 1951, og samme år grundlagde han skolens kor. Sammen med sin hustru Inger Viborg Pedersen førte han koret til stor succes – bl.a. samarbejde med Randers Byorkester og Danmarks Radio i 21 udsendelser af programmerne ”Før søndagen” i Sct. Mortens Kirke.

Krævende og spændende

Ved 30 års jubilæet i 1981 skriver Randers Amtsavis 21. februar i en artikel, at koret talte ca. 40 faste medlemmer. At være kormedlem krævede også en indsats af forældrene, som skulle bringe og hente børnene, hvoraf enkelte boede op til 30 km. fra Randers. Det vejedes dog rigeligt op af de mange musikalske oplevelser og koncertrejser.

1. præmier og koncertrejser

Maj 1963 medfører Gunnar Pedersen og Inger Viborg Pedersens store indsats at skolens kor vinder 1. præmie i sangdysten fra kyst til kyst, og flere gange de kommende år vinder koret sangerdysten i Radiohuset med bl.a. rejser til Tyskland, Holland, Finland, Sverige og Norge som følge.

Fra korsang til musikhus

Det, der begyndte med korsang gennem 35 år (fra 1951–1986) bliver udvidet til “rytmisk samspil” med ansættelsen af Karin Skjøttgaard i 1986.

Kor, sang, musik og rytmer har siden været en fast bestanddel af skolens identitet, og i 2013-14 fik musikken sit eget hus på skolen i form af det nyopførte Musikhus, der tilbyder optimale rammer for udfoldelse af musikalitet og samspil. (Karin Skjøttgaard i baggrunden på flygel).