Lyt til denne side med ReadSpeakerLyt

4. februar 2025

Udviklings- og souschef Christian Møller fratræder efter 28 år på Randers Realskole for at blive skoleleder på Assentoftskolen.

Efter endt læreruddannelse fra Aalborg Seminarium i 1997 blev Christian ansat som lærer på Randers Realskole. I perioden 1999-2001 var Christian skolevejleder, og siden 2017 har han været udviklings- og souschef og medlem af skolens direktion.

Mange netværk, ElitesportsCollege m.m.
Udover at være lærer og leder har Christians virke på skolen været karakteriseret ved en række samarbejder og netværk. F.eks. var Christian allerede tidligt i sin ansættelse en af initiativtagerne til Randers Realskoles Håndboldlinje, der med årene udviklede sig til Randers ElitesportsCollege. Her var han en af nøglepersonerne i udviklingen af et bredt og konstruktivt samarbejde med Tradium, de lokale sportsklubber, Randers HK, Randers HH, Randers FC samt udvalgte virksomheder. I parentes kan det nævnes, at Christian også havde en hovedrolle i (gen)etableringen af Randers HH.

Christian Møller: Stolthed og vemod
”Efter 28 år på Randers Realskole er det med både stolthed og vemod, at jeg stopper pr. 1. marts. Stolthed fordi jeg sammen med så mange dygtige mennesker har været med til at udvikle Randers Realskole til det, den er i dag. Vemod fordi jeg igennem alle årene har fået mange venskaber og oplevet mange skønne mennesker i min dagligdag. Dem kommer jeg til at savne.

Jeg har været heldig at arbejde sammen med mange samarbejdspartnere uden for skolen. Det har været vigtigt for organisationen, men også en stor motivation i mit job. Jeg skylder en stor tak til bestyrelsen, ledelsen og de mange medarbejdere, der hver dag har været med til at gøre mit arbejdsliv spændende og interessant. Der er ingen tvivl om, at Randers Realskole har formet mig både som person og som leder. En speciel tak for et mangeårigt og tæt samarbejde til vores bestyrelsesformand, Dorthe Østerby og til skoleleder Hans Myhrmann.”

Skoleleder Hans Myhrmann: Et stort aktiv for skolen
”Christian Møller har været et særdeles stort aktiv for Randers Realskole, hvor han har stået for mange spændende initiativer både på skolen og i de mange samarbejder og netværk, hvor han har repræsenteret skolen. Der er heller ingen tvivl om, at Christian har været en meget vellidt kollega, der ofte har kunnet sprede godt humør og god energi.

Personligt vil jeg også gerne takke Christian for et godt og tæt samarbejde gennem efterhånden mange år – specielt naturligvis de år, vi har siddet sammen som skolens direktion. Vi kommer til at savne Christian, men ønsker ham selvfølgelig alt det bedste i hans nye job som skoleleder på Assentoftskolen.”

Ny souschef fra skolens egne rækker
I forlængelse af Christian Møllers fratræden som souschef har vi været så heldige, at Birthe Diederich, der er afdelingsleder i 7. – 9. klasse, har sagt ja til at tage over som skolens nye souschef og medlem af direktionen. I den forbindelse vil vi på skolen foretage en lettere reorganisering af arbejds- og ansvarsområder i ledelsen, så vi også fremover som Danmarks største privatskole kan tilbyde vores helt unikke skoletilbud.

Christian Møller
Afgående udviklings-
og souschef

Hans Myhrmann
Skoleleder

Birthe Diederich
Afdelingsleder
og kommende souschef