Lyt til denne side med ReadSpeakerLyt

29. april 2026

Flot 2. plads til Søren i finalen af Unge Forskere

Randers Realskole kan endnu en gang være stolte. Søren Krukow Nielsen fra 8.G har netop deltaget i finalen i Unge Forskere – og det med stor succes. Søren opnåede nemlig en imponerende 2. plads i Unge Forskere Junior i kategorien Physical Science.

Finalen blev afholdt i Odense fra den 26. til 28. april, hvor Søren – sammen med andre unge forskertalenter fra hele landet – præsenterede sit projekt for både jurymedlemmer og en dommerkomité bestående af forskere og fagfolk. Deltagerne skulle igennem flere præsentationsrunder med faglige spørgsmål og dialog om deres projekter.

”Det har været intenst, men også virkelig fedt. Det har været spændende at fortælle om mit projekt og få så kvalificeret feedback, fortæller Søren.

Vindmølledesign vakte begejstring

Søren imponerede dommere og jury med sit vindmølledesign, sit grundige arbejde og sin store faglige viden. Projektet blev fremhævet som velovervejet, fagligt stærkt og med et klart overblik. Samtidig lagde juryen vægt på Sørens evne til at gentænke et kendt design i en ny og kreativ kontekst.

Den flotte 2. plads blev belønnet med en præmie på 10.000 kroner.

Derudover vandt Søren også GN Store Nord Foundation og Causa Sui-prisen, som fulgte med en præmie på 5.001 kroner. Juryens begrundelse var både anerkendende og humoristisk:

Projektidéen om at give vindmøllevinger en masse små golfbold-fordybninger giver os næsten lyst til at tage golfkøllen med ud til den lokale vindmøllepark og skyde løs. Vi glæder os allerede til, at der kommer vindmøller så lydløse som ninjaer. Go’ vind fremover!

Ros og opbakning undervejs

På Randers Realskole vækker Sørens præstation stor begejstring, og begejstringen deles også hos Randers Ungdomsskole. Naturfagsvejleder på Randers Realskole og underviser i Randers Ungdomsskole, Ole Glanz, har fulgt Søren tæt gennem hele forløbet og er fuld af ros.

– Jeg er virkelig imponeret over Sørens indstilling og gåpåmod gennem hele processen. Han er fagligt meget dygtig og samtidig ambitiøs og nysgerrig på konstant at blive bedre. Det har været en fornøjelse at følge hans arbejde, siger Ole Glanz.

Sørens deltagelse i Unge Forskere er også resultatet af et stærkt samarbejde mellem Randers Realskole og Randers Ungdomsskole. Søren har gået på et sciencehold på Randers Ungdomsskole, hvor han har fået faglig sparring og mulighed for at udvikle sit projekt yderligere.

Undervisningsansvarlig ved Randers Ungdomsskole, Ina Ilsø Wittrup, deltog både under semifinaledagen og under finaledagene i Odense og bakkede Søren op sammen med Ole Glanz.

Fra finale til hverdag – og fremtidsdrømme

Der var dog ikke meget tid til at fejre det flotte resultat. Allerede onsdag morgen efter finalen mødte Søren ind til terminsprøve, og hverdagen meldte sig igen med skolegang og fodboldtræning på Randers FC’s U15-hold.

Hvad fremtiden bringer for Sørens vindmølleprojekt, er endnu uvist – men ambitionerne er intakte.

” Jeg vil virkelig gerne videreudvikle mit projekt. Jeg kunne godt tænke mig at få kontakt til Simens. Jeg tror stadig, jeg kan løfte designet endnu mere, men på et tidspunkt, så vil det kræve for meget økonomi at få foretaget de rigtige målinger. Så på et tidspunkt kunne det være fedt med nogle investorer,” siger Søren.

Fakta: Sørens projekt

Søren har udviklet et nyt design til vindmøllevinger inspireret af golfboldens overflade.

Oprindeligt var målet at reducere støj, men tests på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) viste, at designet gjorde vingen 0,3 % mere energieffektiv.

En forbedring, som blandt andre Vestas og Ørsted har anerkendt kan få stor betydning i stor skala.

Projektet indbragte Søren en 2. plads i Unge Forskere Junior samt præmier for i alt 15.001 kroner.

Læs mere om Sørens imponerende projekt her

Se billederne nedenfor og hør interview med Søren på Radio Alfa: