10. august 2026
Første skoledag 10. august 2026
Der var masser af glade smil, spændte blikke og sommerfugle i maven, da vi mandag morgen forventningsfuldt tog imod eleverne efter sommerferien.
Særligt for vores nye elever i 0. klasse var dagen noget helt særligt. For første gang i skolens historie kunne vi byde velkommen til ikke bare to, men tre børnehaveklasser: 0.A, 0.B og 0.C.
Traditionen tro gik de nye elever og deres forældre gennem skolens flotte flagallé, hvor indskolingens børn og medarbejdere stod klar til at tage imod dem. Efter velkomsttale, sang og dans skulle børnene finde vej til deres nye klasse. Imens var der kaffe og kage til forældrene, som også markerede starten på et nyt og spændende skolekapitel. Også skolens øvrige elever er vendt tilbage efter sommerferien, og overalt på skolen har der været gensynsglæde, smil og masser af fortællinger fra ferien. Særligt velkommen til vores nye elever i 4. og 7. klasse også.
De første skoledage bruger vi på at skabe en tryg og god start for alle elever. For når børn trives, lærer de bedst. Derfor er fællesskabet altid noget af det første, vi bygger op efter sommerferien.
Vi glæder os til et nyt skoleår fyldt med læring, venskaber, oplevelser og udvikling.






Lyt























































