Under overskriften “Børn hjælper børn” indsamlede vi sammen med Randers Bibliotek jule- og kalendergaver til økonomisk trængte familier.
Kære elever og forældre
Det første halve skoleår er nu gået, og vi kan sende vores elever på en velfortjent juleferie.
På skolen nyder vi hverdagen, der er fantastisk, uforudsigelig og lærerig for både os og vores elever. Siden vi for mere end fire måneder siden bød velkommen til første skoledag til både nye og ”gamle”, er tiden fløjet afsted.
Derfor nyder vi at stoppe op og se tilbage på nogle af efterårets mange gode stunder og begivenheder og samtidig benytte lejligheden til at takke for et godt år 2024. Vi er taknemmelige for den store opbakning, vi altid mærker fra jer, hvad enten vi samler julegaver ind, afholder sociale klasse- eller skolearrangementer eller noget helt tredje.
I dette nyhedsbrev ser vi tilbage på efterårets små og store øjeblikke. Vi håber, I vil give jer tiden til at læse med.
Årsskrift 2024
Som en god tradition udgiver Randers Realskole hvert år lige før jul skolens årsskrift, der indeholder en række artikler og indslag om f.eks. arrangementer, tiltag og temaer, der har præget skoleåret – og selvfølgelig billeder af alle klasserne, medarbejdere etc..
Årsskriftet bliver delt ud til alle elever/forældre og er således også en god mulighed for at få overblik over, hvem der går i skole på samtlige årgange.
Årsskriftet kan også downloades i digital form her fra hjemmesiden:
Masterclass
12 elever fra 7. og 8. årgang deltager i et særligt MasterClass-forløb for elever, der har en særlig interesse og talent for naturfag og matematik. I mere end 10 år har Randers Realskole samarbejdet med Mærsk Mc-Kinney Møllers Videnskabscenter i Sorø om vores elever med særligt talent inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics).
Første skoledag
Mandag 12. august var der første skoledag efter sommerferien – og for de mere end 350 nye elever var det en særlig oplevelse. De nye 0. klasser blev budt velkommen af børnene i indskolingen, der dannede en flot flagallé.
Fredag 22. november holdt vi ”Besøg din skole”. Her bød vi velkommen til vores kommende førskolebørn og deres forældre, der fik et indblik i en skoledag og lejlighed til at hilse på deres nye klassekammerater, lærere og pædagoger.
Læseambassadører
På Randers Realskole er 20 af vores egne elever læseambassadører, som efter skoletid mødes med vores engagerede skolebibliotekar, Karin Pedersen Schmidt. Her arbejder de sammen om at sprede læseglæde og motivere læselysten hos deres kammerater på skolen – men på sigt også i samarbejde med Randers Bibliotek / kommunen.
Skolekredsmøde 25. september
En hyggelig og informativ aften med bl.a. spændende oplæg fra Emilie, Kasper og William fra 8.H, som fremlagde deres innovationsprojekt ”Ensomme ældre”, hvor de bl.a. har udviklet en app, der kan skabe kontakt mellem ensomme ældre og unge.
Bestyrelsesformand Dorthe Østerby og skoleleder Hans Myhrmann holdt hver deres beretning, og afslutningsvis var der valg til bestyrelse og repræsentantskab.
10. klasse
I starten af skoleåret var vores 10. klasser på en fantastisk studietur til Tjekkiet. Turen var fuld af oplevelser, adventure, sammenhold, kultur, og der blev skabt mange gode fælles minder.
Den årlige studietur er med til at styrke relationerne og fællesskabet, og danner et vigtigt afsæt for et godt skoleår.
Under mottoet ”Bevar 10. klasse” afviklede vores 10. klasse en fællesskabsdag for over 550 elever fra 10. klasser fra skoler fra Hjørring, Aalborg, Viborg og Aarhus.
Den afsluttende debat var en fantastisk flot afrunding, hvor eleverne stillede politikerne det ene gode spørgsmål efter det andet.
Hjælp med at støtte borgerforslaget:
Bevar 10. klasse som et mangfoldigt pædagogisk tilbud
Normalt er vi ikke en skole, der ytrer os politisk, men netop denne sag har vi kæmpet for hele efteråret. Det handler om de unge mennesker, som også i fremtiden skal have ret til og mulighed for at vælge 10. klasse, hvis de har brug for et år til at udvikle sig personligt, fagligt og /eller socialt.
Derfor håber vi, I vil bruge to minutter af jeres tid på at stemme for dette borgerforslag. Alt det kræver er et tryk på linket her nedenfor og jeres Mit ID.
Børn hjælper børn
Sidste år oplevede vi en overvældende opbakning, da vi sammen med Randers Bibliotek indsamlede julegaver, som blev udleveret på Biblioteket til økonomisk trængte familier. I år gentager vi succesen – og udvider konceptet, så det også gælder kalendergaver.
Derfor er vi gået sammen med Randers Bibliotek om kampagnen ”Børn hjælper børn”.
7. klasserne: Praksisfaglig uge på Tradium
Vores ni 7. klasser har haft praksisfaglig uge i Tradiums værksteder, hvor de har udfoldet deres kreativitet og af genbrugsmaterialer skabt nogle fantastiske værker. Eleverne har virkelig arbejdet solidt og engageret med både hænder og hoveder. Kreativitet og praksisfaglighed har smukt gået hånd i hånd. 🙂
Ugen sluttede fredag med en flot fernisering, hvor eleverne udstillede deres værker. Her var bedsteforældre inviteret, og eleverne pitchede deres innovative projekter for dem.
Grøn fredag
På Randers Realskole hylder vi bæredygtighed, og vi arbejder for at sætte ESG og bæredygtighed på dagsordenen og skabe bevidsthed hos vores elever, medarbejdere og omverden.
Derfor holdt vi ”Grøn Fredag” 6. december, hvor vi havde opfordret alle til at møde i skole i grønt tøj, ligesom der var grønne æbler, grøn kage og meget andet grønt på vores grønne fredag.
Julekoncert 3. december 2024
Tirsdag 3. december spillede Randers Realskoles Orkester og Kor årets julekoncert i skolens musikhus. Det er fantastisk at opleve det fællesskab, der opstår, når store og små mødes på tværs. Der blev både spillet nye julesange og gamle klassikere foran det fremmødte publikum. Tak til vores engagerede musiklærere, Karin og Jens, der hver uge øver med skolens musikelever.
Rigtig glædelig jul og godt nytår.
Vi ses til skolestart i det nye år mandag d. 6. januar til normalt skema samt terminsprøver for 9. og 10. årgang.