Lyt til denne side med ReadSpeakerLyt

23. juni 2025

OL-guld til Randers Realskole

6.A triumferer ved Skole OL-finalen i København

Med højt humør, stærkt sammenhold og imponerende sportslige præstationer sikrede 6.A fra Randers Realskole sig OL-guld ved finalerne i Skole OL, der blev afholdt i København. Klassen deltog i atletikdisciplinen og kæmpede sig til sejren under de børneolympiske værdier: Fællesskab, Færdighed og Fairplay.

Gennemført OL stemning
Skole OL-finalen er en festdag i idrættens tegn, hvor OL-stemningen er i højsædet. Med alt fra den olympiske spisesal til indmarch, åbningsceremoni og tænding af den olympiske ild blev rammerne sat for en uforglemmelig oplevelse for de knap 8.000 elever fra 204 forskellige skoler, der deltog i finalerne.

Sammenholdet sejrede
6.A rejste til København dagen før finalen og overnattede, så de kunne være veludhvilede og klar til at yde deres bedste. Og det gjorde de. Efter en dag med masser af fight og sved på panden kunne klassen løfte OL-pokalen og få hængt de flotte guldmedaljer om halsen. Det var dog ikke kun de sportslige præstationer, der førte til guldet – det var i sandhed sammenholdet, der sejrede.

”At vinde mod så mange andre, dygtige klasser er selvfølgelig flot, men det allervigtigste er, at klassen virkelig har haft et helt fantastisk fællesskab. De har vist mod, vilje, talent og et stærkt sammenhold, hvor alle har løftet i flok, bakket hinanden op og kæmpet til det sidste. Det er i virkeligheden det, der gør mig allermest stolt,” siger klasselærer Mitzi Ejlertsen.

4.D deltog også i finalerne og leverede en flot indsats. Selvom de ikke nåede helt til tops, viste de et forbilledligt sammenhold og fik en stor oplevelse til mindebogen.

DIF (Danmarks Idrætsforbund) Skole OL har siden 2009 sat fokus på børn i bevægelse gennem aktiviteter, der kan integreres i idrætsundervisningen på en sjov og inkluderende måde. I år blev der dystet i 10 forskellige sportsgrene, herunder atletik, svømning, bowling, bueskydning og roning.

Fakta om Skole OL-finalen 2025:
– 7.857 elever deltog
– 355 klasser fra 204 skoler
– 67 kommuner repræsenteret
– 400 frivillige hjalp med afviklingen

Se billederne nedenfor.