15. december 2025
Projektuge: Frivillighed i den grønne omstilling
En finale fyldt med gode idéer!
Uge 50 stod bæredygtighedens og fællesskabets tegn. I samarbejde med GreenEdTech (se tidligere nyhed) og Grundfos arbejdede 7.B, 7.C, 8.D og 8.I med temaet: Hvordan skaffer, motiverer og fastholder vi flere frivillige i den grønne omstilling?
De første dage var eleverne selv ude og gøre en frivillig forskel, som f.eks. at:
- Indsamle affald i lokalområdet
- Lede efter genbrugsguld på genbrugsstationen til kreative upcycling-projekter
- Hjælpe hos Fødevarebanken og Fødekæden Randers med at sortere, pakke og levere mad til dem, der har brug for det
- Besøge Randers Naturcenter og interviewe deres frivillige om lyst og motivation for frivilligt arbejde
- … og meget mere!
Med erfaringerne i rygsækken gik eleverne i gang med at udvikle idéer og løsninger. Fredag kulminerede projektet med en stor finale, hvor alle grupper præsenterede deres forslag for et dommerpanel med repræsentanter fra Grundfos, GreenEdTech, Randers Kommune og Fødevarebanken.
Eleverne imponerede med masser af kreative og realistiske idéer:
- En gruppe foreslog “frivillighedsdage”, hvor unge arbejder frivilligt fra 8-16 og afslutter dagen med en koncert for at styrke fællesskabet.
- En anden gruppe havde kodet en app, hvor man kan finde og vælge konkrete frivillige opgaver.
- En gruppe forslog en stor naturpark i Bjerringbro, som Grundfos’ medarbejdere skulle beplante og vedligeholde med masser af biodiversitet, legepladser med vandpumper og vandmøller og med plads til undervisningsforløb for lokaler børnehaver og skoler, som de frivillige også skulle varetage – en fantastisk idé til at gøre en forskel for både naturen og lokalsamfundet.
Vinderidéen kom fra Sofie og Sofia i 8.I:
De foreslog, at Grundfos-medarbejdere bruger deres tre frivillige dage på at undervise 0. og 1. klasse i grøn omstilling. “Hvis vi vil have den kommende generation til at gøre en reel forskel, skal de lære det helt fra barns ben,” sagde pigerne.
Jesper Richter fra Grundfos var imponeret over pigernes idé: “Det er et forslag, der kan realiseres uden store omkostninger og samtidig skabe stor værdi.”
Vi er stolte af elevernes engagement for at gøre en forskel. Tak til alle dommere, samarbejdspartnere og vores dedikerede lærere for at gøre projektet muligt.
Samarbejdet og projektet taler lige ind i vores strategi om at implementere ESG i vores daglige undervisning, og vi er ikke i tvivl om, at eleverne opnår læring, der gør dem i stand til at gøre en forskel i fremtiden.
Se video og billeder nedenfor.






Lyt
































