Lyt til denne side med ReadSpeakerLyt

28. november 2024

Realskolens Venner støtter skolens naturfagstalenter

12 elever fra 7. og 8. årgang deltager i et særligt MasterClass-forløb for elever, der har en særlig interesse og talent for naturfag og matematik.

I mere end 10 år har Randers Realskole samarbejdet med Mærsk Mc-Kinney Møllers Videnskabscenter i Sorø om vores elever med særligt talent inden for STEM-fagene (Science, Technology, Engineering, Mathematics). I Sorø uddanner og videreuddanner man elever fra både grundskoler og gymnasier fra hele Danmark, som alle har det til fælles, at de har et særligt stort talent inden for STEM-fagene. Hvert år udvælges 75 elever fra hele landet på hver årgang, der i løbet af året samles tre gange.

Faglighed, fritid og fællesskab

Besøgene på Videnskabscenteret i Sorø strækker sig over tre dage. Derfor bruger eleverne både skoledage men også deres fritid på at dygtiggøre sig og dyrke deres interesse for naturvidenskab.

”I år har vi haft om rumfart, udvikling af rumskibe, og hvordan det er muligt at komme ud i rummet. Vi prøvede også at lave vores egne mikrochips. Det har været helt vildt spændende. Samtidig har jeg også fået en rigtig god veninde på holdet, så jeg glæder mig bare til at komme afsted hver gang,” siger Emma Højgaard Sommer, som går i 8.C.

Udover den faglige fordybelse oplever vores MasterClass elever også at være en del af et fællesskab med elever med samme særinteresse. Det er ingen hemmelighed, at elever med særlig interesse for naturvidenskab er en minoritet i grundskolerne, men på MasterClass-forløbene er de en del af et fællesskab, hvor man også hygger sig sammen. Det er i høj grad med til at fremme trivslen hos eleverne.

”Fællesskabet er meget bedre end forventet, og vi laver mange sjove ting sammen i pauserne, som f.eks. at køre på Segway. Ellers er det vildt spændende at være afsted, og det er nogle meget dygtige undervisere, vi har, så dagene flyver afsted,” siger Alexander og William Vemmelund-Brochsted fra 7.I, som er tvillinger og begge deltagere på MasterClass-forløbet.

Støtte fra Realskolens Venner
Forløbet finansieres dels af skolen, dels af eleverne selv – men ikke mindst af Realskolens Venner, der bidrager med et væsentligt beløb, så egenbetalingen bliver overkommelig for vores elever og deres familier.

”Det er vigtigt for os, at de elever, der har evnerne og interessen, har mulighed for at komme afsted. Det er en fantastisk mulighed for os som skole og selvfølgelig for vores særligt dygtige naturfagselever, at vi kan tilbyde sådan et forløb, der kan udfordre dem på et højere niveau, end vi gør i grundskolen. Vi skylder en stor tak til Realskolens Venner for at være med til at støtte vores elever,” siger Preben Sørensen, som er naturfagskoordinator på Randers Realskole.

Randers Realskole er ny science- og talentskole

Vores mangeårige indsats for at fremme vores elevers interesse og mulighed inden for STEM-fagene har nu ført til, at vi er blevet certificeret Science- og talentskole. I august 2024 blev Ole Glanz ansat som lærer på skolen. Ole er desuden uddannet naturfagsvejleder, som var det sidste element, skolen manglede for at få certificeringen.

”Det er et skulderklap for vores indsats og arbejde med STEM-fagene her på skolen. Vi er mest af alt glade for at give vores elever mulighed for at blive så dygtige, som deres evner rækker, hvad enten de har brug for en hjælpende hånd, eller som med vores MasterClass-elever har brug for en ekstra udfordring,” siger Preben Sørensen.

Se video og billeder nedenfor.