Dannelse – det fælles tredje
Et unikt menneske i et forpligtende fællesskab
Vi tror på, at det er vigtigt for alle at lære at være et godt menneske og at være en del af et fællesskab. Hos os betyder dannelse, trivsel og læring, at alle elever deltager i fællesskaber, hvor I bl.a. lærer at sætte pris på forskellighed, udvikle empati (at forstå og føle med andre) og forstå de regler, der gælder i vores samfund. Dannelse er en central del af hverdagen på Randers Realskole, og vi sammensætter en skoledag med aktiviteter, der lærer jer at tænke over jeres egen rolle og ansvar i fællesskabet, og som samtidig giver jer mod og selvværd. På Randers Realskole har vi fokus på elevens karakter (personlighed) fremfor karakterer. Her skal man blive til nogen og ikke kun opnå noget som f.eks. en bestemt standpunktskarakter.
Dannelse arbejder vi f.eks. med i medborgerskab, tematrivsel, eller når elevrådet mødes og diskuterer elevernes ønsker og behov. Dannelse er, når vi holder morgensang og fællessamlinger i de store fællesskaber, eller når vi er sammen om vores traditioner.
Dannelse er også, når vi har undervisning om digital dannelse, og hvordan man skal opføre sig på sociale medier, eller hvordan vi kan være med til at gøre noget godt for hinanden eller andre.
Vigtigst af alt er dannelse den grundlæggende ting i hele vores skolehverdag, i den måde, vi taler til- og med hinanden på – den måde, vi omgås hinanden på.
God dannelse gør jer også i stand til at være gode rollemodeller for hinanden. Vi som voksne skal være gode, bevidste rollemodeller for jer elever, ligesom I skal være gode rollemodeller for jeres skolekammerater. I et fællesskab har man en forpligtelse til at være ordentlig. ”Man er sine handlinger” – det vil sige, at du er det, du gør. Derfor er bevidstheden om sin egen dannelse og opførsel så utrolig vigtig for os at give jer med i livet.
Ved at fokusere på dannelse i vores strategi sikrer vi, at I ikke kun udvikler jer som individer, men også som aktive, ansvarlige og engagerede mennesker i klassefællesskabet. Det vil give jer de nødvendige færdigheder og værdier til at klare fremtidens udfordringer med egenskaber som selvværd, mod og styrke, der bl.a. gør, at man tør stå ved, hvem man er, og at man har noget godt at byde ind med i alle sammenhænge.