Svend Pedersen: 1977-1984 (1917-1988)

Svend Pedersen blev ansat som lærer på Randers Realskole i 1942. Efter 35 år som lærer og viceinspektør bliver Svend Pedersen ny skolebestyrer i 1977 – en post, han bestrider indtil 1984, hvor han vælger at fratræde efter ialt 42 virksomme år på skolen.

På trods af en brydningstid for skolen fastholdt og udbyggede Svend Pedersen skolen som Danmarks største privatskole.

En erfaren lærer og viceinspektør bliver ny bestyrer

Svend Pedersen blev ansat som lærer på Randers Realskole i 1942. Efter 35 år som lærer og viceinspektør bliver Svend Pedersen ny skolebestyrer i 1977, da Johannes Harbo stopper på skolen. I den forbindelse pointerer Svend Pedersen bl.a. det vigtige i ”… at skolen fortsat sætter stabilt arbejde, præcision og engagement i højsædet såvel hos eleven, som hos forældrene og lærerne.”

Periode præget af strukturændringer

Det var i Svend Pedersens tid som skolebestyrer, at de sidste kommuner p.g.a. kommunesammenlægningen i 1970 og den ny skolelov i 1976 valgte at lave deres egen overbygning og derfor forlod samarbejdet med Randers Realskole. Det gav et naturligt pres elevantallet.

Samtidig medførte bl.a. den ny skolelov sammen med generelle forandringer i samfundet nye og større krav til både ledelse og lærere samt faciliteter, indretning af lokaler m.m.

Svend Pedersen nævner selv, at 80’erne har været en brydningstid, hvor besparelser desværre har været nødvendige. Alligevel bærer han skolen igennem med de fleste elever, skolen på det tidspunkt havde haft: 990 elever i 1984.

Nye vedtægter og formålsparagraf

Som udløber bl.a. af at skolen ikke længere er overbygningsskole for omegnskommuner, fik Svend Pedersen lavet nye vedtægter. Disse optager bl.a. Støttekredsen (nuværende Realskolens Venner) i Repræsentantskabet. Støttekredsen opretter iøvrigt en forældrefond, der – præcis som Realskolens Venner – samler penge ind til skoleaktiviteter og hjælp til elever.

Svend Pedersen ønskede også i forlængelse af denne nye situation udarbejdet en egentlig Formålsparagraf, der kommer i stand i 1981. (Mere herom)

“Glasbygningen” og Idrætshallen

Under Svend Pedersens ledelse indviedes bl.a. en nybygning på ca. 800 m2 med nye faglokaler og klasseværelser. Det var første etape af den nuværende indskolingsbygning, også kaldet “glasbygningen”. (Mere herom)

Ligeledes var Svend Pedersen initiativrig og vedholdende foregangsmand og første bestyrelsesformand for den selvejende institution Randers Real Idrætshal, der blev indviet i 1987. (Mere herom)

Svend Pedersen døde i idrætshallen tirsdag den 25. oktober 1988.