Børn hjælper børn: Donér en brugt gave
Gitte Evendorff Andersen, Randers Realskole sammen med Jens Sørensen, Randers Bibliotek
Sidste år oplevede vi en overvældende opbakning, da vi sammen med Randers Bibliotek indsamlede julegaver, som blev udleveret på Biblioteket til økonomisk trængte familier. I år gentager vi succesen – og udvider konceptet, så det også gælder kalendergaver.
Derfor er vi gået sammen med Randers Bibliotek om kampagnen ”Børn hjælper børn”.
Formålet er simpelt: Vi vil genbruge kalendergaver, så alle børn – uanset økonomisk og social baggrund – får mulighed for at opleve glæden ved at åbne små pakker i december. Samtidig vil vi opfordre alle til at benytte genbrugsgaver fremfor altid at købe nyt. På den måde skaber vi – med et bæredygtigt afsæt – glæde og samhørighed blandt børn. Med andre ord: Vi tager vare på hinanden – og miljøet. Uden at det koster en krone.
Sådan donerer du
Mange børn, forældre og bedsteforældre kan sikkert komme i tanke om en ting, som bare står og samler støv på børneværelset, selvom den ikke fejler noget. Et spil, en bamse, en legetøjsbil eller lignende. Men den ene ting kan skabe masser af glæde hos et andet barn.
Fra den 1. november kan man derfor aflevere brugte – men intakte – kalendergaver på Randers Realskole eller Randers Biblioteket. Alle bidrag er velkomne, men tingene skal være i ordentlig stand, så de kan skabe glæde i et andet hjem. Gaverne skal ikke være pakket ind. Fra den 20. november åbnes der op for afhentning af gaver på Randers Biblioteket.
Julegaveindsamling – igen
Ud over kalendergave-kampagnen gentager vi som nævnt julegaveindsamlingen, hvor man kan donere julegaver til børn.
Her skal gaverne pakkes ind – og forsynes med en lille seddel, der angiver, hvem gaven passer bedst til. For eksempel: ”Dreng 7-8 år”, ”Pige 2-3 år” eller ”Barn 5-6 år”. På den måde sikrer vi, at gaven når frem til den helt rette modtager.
Julegaverne kan afleveres på Randers Realskole fra den 1. december til den 15. december. Hvis der er gaver tilovers, når vi rammer den 24. december, donerer vi dem til Mødrehjælpen.
Vi opfordrer jer til at inddrage jeres børn i processen, så de lærer om de mange gode værdier i projektet – næstekærlighed, social ansvarlighed og bæredygtighed. Projektet er i sig selv en gave på rejsen mod at gøre vores elever til fremtidens forandringsagenter – helt i tråd med vores store fokus på ESG på Randers Realskole.
Sammen kan vi igen skabe en jul fuld af glæde, fællesskab og omtanke. Sæt i gang! 🙂