Igen guld til 6. årgang i naturfagsmaraton
Det er efterhånden en god tradition, at Randers Realskoles 6. klasse vinder, når der er naturfagsmaraton på programmet. I år var ingen undtagelse, da der blev dystet på Paderup Gymnasium. Emnerne var “Byg huse”, “Pas på hørelsen/Demant”, “Brug tøjet igen”, “Mere vild natur”, “Strandracere”, “Byg en bro/COWI”. Dermed var der også direkte ”relationer” ud til den virkelige verden.
Som tidligere var der stort fokus på det naturvidenskabelige, og samtidig var der som noget nyt kreativ tekstilværksted, hvilket vores elever var rigtigt glade for.
6. B endte med at vinde i den samlede konkurrence og løb også af sted med delopgaven vedr. ”brug tøjet igen”.
6. A vandt ”strandrace” og 6. D vandt ”mere vild natur” og ”pas på hørelsen”.
Vi vandt samlet set 5 ud af de 7 mulige delopgaver. En dejlig dag med masser af faglighed, kreativitet, innovation og eksekvering af ukendte opgaver, der først blev offentliggjort på selve dagen.
Tak til Naturvidenskabens Hus, der står for det flotte arrangement, samt tak til Paderup Gymnasium, der både lagde deres flotte lokaler til og samtidig leverede kompetente 2. G elever som hjælpere. Og tak for kampen til de mange engagerede skoler, lærere og elever 🙂
Se videoer og billeder nedenfor.