Team Rynkeby: Fantastisk indsamling til Børnecancerfonden

Randers Realskole indsamler hele 178.180 til Børnecancerfonden

Kære forældre.

I fredags havde vi sidste etape af dette års Team Rynkeby Skoleløb – nemlig afsløringen af, hvor mange penge vi på Randers Realskole har fået samlet ind til Børnecancerfonden. Hele 178.180 kr. fik jeres dejlige børn samlet ind, hvilket slog sidste års rekordstore beløb med ca. 3.000 kr. Ganske enkelt et vildt flot beløb.

Derfor vil jeg gerne på vegne af Team Rynkeby Østjylland, Børnecancerfonden, Randers Realskole og mig selv takke alle sponsorer for jeres økonomiske støtte og for jeres positive indstilling til arrangementet. Børnecancerfonden er en privat fond, som ikke får offentlige tilskud, og derfor ville den ikke kunne eksistere uden sådan en hjælp. Så derfor – TAK for at I hjælper til.

For et par uger siden kom afsløringen af, hvor mange penge, der blev samlet ind på landsplan for Team Rynkeby Skoleløbet. Det blev til hele 17,6 millioner kroner, løbet hjem af 97.000 elever fra 255 skoler. Et helt fantastisk beløb. Og at Randers Realskole kan bidrage med lidt over 1 % af dette beløb er virkeligt flot.

Hele Team Rynkeby Østjylland ville gerne have takket alle børn med et besøg, men det er svært at samle alle 50 personer på en hverdag. Derfor har vi været et smut forbi skolen på en af vores søndagscykelture, og her lavede vi den lille videohilsen her på siden.

Hvis nu nogen af jer tænker, at I gerne vil bidrage yderligere til Børnecancerfonden, kan I inden den 1. juli støtte min personlige Team Rynkeby indsamling på følgende link:
https://dk.betternow.org/fundraisers/anders-s-indsamling-til-fordel-for-bornecancerfonden

Børnecancerfonden bliver glad for alle beløb, små som større…

Den 8. juli starter vores tur mod Paris, og Randers Realskoles dejlige elever vil alle være med i mine tanker undervejs.
Med venlig hilsen og masser af rynkeknus fra
Anders