Tilsynserklæring skoleåret 2016-2017

Tilsynserklæring

Randers Realskole – skolekode 731017

Tilsynsførende: Karsten Pedersen

Mit tilsyn har omfattet to besøg på skolen:

29.09.16:
7.F dansk, 5.C historie, 9.B matematik, 4.C musik

26.01.17:
9.C engelsk, 8.B naturfag, 2.B dansk, 7.C matematik

Jeg har under mine besøg på Randers Realskole haft samtaler med skolens leder Hans Myhrmann både før og efter mine tilsyn. Her har vi haft lejlighed til at drøfte både de overordnede linjer, mere specifikke emner og naturligvis mine indtryk efter hvert tilsyn. På skolen er der en klar struktur på både, hvad man vil, og hvordan disse mål bliver nået. Jeg er ikke i tvivl om, at der sidder – ikke bare en leder, men også en ledelse, der i den grad brænder for skolen.
Der udvikles løbende nye planer for udvikling af skolen, det være sig de fysiske rammer, undervisningsmiljøet, medarbejdernes trivsel etc., og med en god og sund økonomi kan de fleste planer føres ud i livet til glæde for alle, der har deres daglige gang på skolen.

Jeg har naturligvis også haft samtaler med flere lærere omkring den undervisning, der praktiseres, og jeg kan kun sige, at det, jeg ser og oplever, virker både velovervejet og veludført. Det er tydeligt, at der bagved ligger en overordnet plan for, hvad undervisningen skal indeholde – og hvad den skal bibringe eleverne.
Skolens læseplaner følger Fælles Mål, men det er tydeligt, at der også er faglige ambitioner, der rækker længere end det.
Jeg har stadig et meget klart indtryk af, at lærerne er meget glade for at være på Randers Realskole, at de er glade for eleverne og skolens faciliteter.

Jeg har naturligvis også haft samtale med en del elever. Specielt i de mindre klasser er deres umiddelbarhed så stor, at de straks spørger ind til, hvem jeg er, hvad jeg hedder, hvad jeg skal etc., men altid på en pæn og ordentlig måde. I de større klasser er interessen stort set den samme, om end det foregår på en lidt mere afdæmpet måde, men også her altid på en pæn og høflig facon, så man føler sig velkommen.
Under disse samtaler giver eleverne udtryk for, at de er glade for at gå på skolen, at de har nogle dygtige lærere og ikke mindst, at de føler, at her på skolen er der gode muligheder for at få noget lært, og de store elever tilføjer, at de føler, at de bliver parate til at tage udfordringen med en ungdomsuddannelse op.

Skolen laver løbende undersøgelse af undervisningsmiljøet, de har fokus på forskellige politikker – eks. mobning og der foretages desuden evalueringer af ovennævnte. Dette underbygger i høj grad det indtryk, jeg har fået af skolen.
De omtalte undersøgelser ligger på skolen hjemmeside, som er meget let at navigere rundt i.

Donationer:
Skoleleder Hans Myhrmann oplyser, at skolen ikke har modtaget donationer.

Undervisning:
Jeg har deltaget i en række af skolens forskellige fag – og på en del forskellige årgange. Det har været ganske karakteristisk, at der ved timens start hurtigt kom fokus på undervisningen, og afhængig af hvilket fag jeg var med i, startede timen typisk med en gennemgang af den forberedte lektie. Det kunne være fælles i klassen eller det kunne være, at eleverne gennemgik opgaverne to og to.

Herefter har læreren gennemgået nyt stofområde, hvor det har været påkrævet, og eleverne er derefter gået i gang med selv at arbejde med det nye stofområde. Det kunne være individuelt, to og to eller i små grupper.
Jeg har eks. overværet en historietime, hvor klassen har været delt op i små grupper, der har skullet ”opføre” små dramatiserende skuespil for hinanden om netop den læste lektie. Under gruppernes lille forestilling, har de også haft mulighed for at bruge lydeffekter fra eks. SmartPhone, iPad eller PC. En opgave, som man tydeligt kunne mærke, at eleverne gik op i med stor begejstring.

Jeg har overværet en musiktime, hvor eleverne først øver en kort melodi efter noder. Herefter fordeles alle elever til diverse instrumenter, og så spilles melodien igennem, hvorefter eleverne flytter til det næste instrument, og melodien spilles igennem igen, og sådan bliver klassen ved, indtil alle elever har prøvet samtlige instrumenter. For den uprøvede tilsynsførende virkede det umiddelbart lidt kaotisk, men læreren har helt styr på tingene, og eleverne er i den grad med.
Det er tydeligt, at der er en rød tråd i det, der sker i timerne, at der ligger seriøs planlægning bag det, at lærerne har en god faglig ballast og en tydelig glæde ved at undervise i faget og samværet med eleverne, hvilket har den afsmittende virkning, at eleverne holder fokus, arbejder seriøst med tingene og føler at de bliver bakket op af dygtige lærere.

Der har ikke været unødig støj, der har virket forstyrrende, og det har stort set ikke været nødvendigt for læreren at gribe ind og tysse på eleverne. Det fortæller også om elever, der udviser stort ansvar for egen læring, undervisningen og ikke mindst hinanden.

Skolen anvender særdeles relevante undervisningsmaterialer af nyere dato. Skolens IT-udstyr inddrages helt naturligt i undervisningen, og der er Smartboard i samtlige lokaler, ligesom elevernes brug af bærbare PC eller iPad er en given del af undervisningen på skolen. Man mærker tydeligt på eleverne, at denne moderne teknologi har været en integreret del af skolens undervisning i mange år.
Eleverne er gode til at lytte til hinanden, de er flinke til at hjælpe hinanden, og de har en god forståelse for, at dialogen er et vigtigt element i den daglige undervisning og omgang med hinanden. De er gode til at lytte, og de diskuterer på et fint niveau. Jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at de er klar over, at via dialog og argumentation kan man komme videre i processen – og måske endda nå til enighed – i gensidig respekt.
På samme måde fornemmer man klart, at der også er en gensidig respekt mellem eleverne og lærerne. Humor er bestemt heller ikke et ukendt begreb.

Konklusion:
Randers Realskole lever op til sine egne målsætninger, der er beskrevet dels i skolens læseplaner, dels i skolens formål.

Randers Realskole opfylder tilsynsbekendtgørelsens krav:

Undervisningssproget er dansk.

Skolens samlede undervisning ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Elevernes standpunkt i dansk, matematik og engelsk står mindst mål med, hvad man kan forvente i folkeskolen. Elevernes opnåede karakterer i 9. klasse ligger tilgængelige på skolens hjemmeside, hvor man ved selvsyn kan konstatere det solide niveau.

Skolen forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Desuden afspejler undervisningen og den daglige omgang med eleverne, at man vil styrke elevernes forståelse- og respekt for hinanden uanset køn og etnicitet.

Under mine besøg har jeg kun oplevet åbenhed og imødekommenhed – både blandt ledelse, personale og elever. Der er en rigtig god omgangstone, og samværet på alle planer er i høj grad præget af gensidig respekt, hvilket giver optimale muligheder for, at eleverne kan udvikle sig i et trygt og udfordrende miljø, der hele tiden giver dem mulighed for at få fuldt udbytte af undervisningen samt udnyttelse af givne evner og anlæg.

05.04.17

Karsten Pedersen
Certificeret tilsynsførende