Translokation for 9. klasserne 22. juni 2016
Translokation for 9. klasserne
Translokationen for vores 9. klasser løb af stablen ved et både højtideligt og festligt arrangement 22. juni 2016.
225 elever fra 9. klasse, deres forældre/familie, lærere og skolens ledelse var alle i et feststemt humør.
Arrangementet blev musikalsk indrammet af blandt andre skolens “brass band”, og den hyggelige stemning blev båret videre af fællessange samt gode og “opbyggelige” taler til eleverne.
Skoleleder Hans Myhrmann betonede bl.a. i sin translokationstale, at skolen nok på den ene side lægger vægt på høj faglighed og opnåelse af gode karakterer, – men det vigtigste er ikke, at eleverne får gode karakterer, men at de får udviklet en god karakter. En god karakter er bl.a. at være en god kammerat med gode sociale evner, en udviklet arbejdsmoral, en helstøbt evne til at skelne mellem godt og dårligt, rigtigt og forkert, at være – ja, et ordentligt menneske. En god karakter er noget, som virkelig lønner sig på den lange bane.
Efter translokationstalen overrakte Hans Myhrmann eksamensbeviserne, og der blev uddelt “flidspræmier”, kammeratskabspris mv.
Således fik vi på flot vis rammet året ind, og elever og lærere fik samtidig sagt tak for et godt skoleforløb til hinanden.
Se de mange billeder fra arrangementet