Fie, Julie og Marie indsamler varer til hjemløse

Kære forældre, elever og ansatte på Randers Realskole

Vi har lavet os et mål: At fylde fem indkøbsvogne med langtidsholdbare varer, som Sct. Peders Kirke i Randers kan bruge til at hjælpe hjemløse og socialt udsatte i Randers.

Sct. Peders Kirke vil være taknemmelige for vores bidrag til at kunne hjælpe hjemløse og socialt udsatte i Randers. Kirken udleverer løbende langtidsholdbare fødevarer fra deres food-bank til socialt udsatte i Randers. Hylderne trænger til at blive fyldt op, og det vil vi rigtig gerne kunne hjælpe til med.

Vi har brug for dåsemad, pasta, tun, makrel, flåede tomater men også tandpasta og lignende. Kig i skuffen, på hylden, i viktualierummet og send det med jeres barn i skole i løbet af ugen 46.
0.-4. klasse afleverer varerne i de to indkøbsvogne, vi stiller op i glasbygningen. 5.-9. klasse afleverer i indkøbsvognene i forhallen.

Baggrund

I 9.B arbejdede vi sidste år med social innovation i Sct. Peders kirke, hvor vi lavede en dag for hjemløse og sociale udsatte fra nærområdet. Vi serverede varm suppe i våbenhuset, og i kirken var der kaffe og kage samt tøj, tæpper og poser med hjælp til dem, som ikke har mange penge til at få mad på bordet.

Det var en øjenåbner for os, at der er hjemløse og socialt udsatte i Randers, som vi rent faktisk kan gøre en forskel for. Med dette tiltag vil vi arbejde med Verdensmål nr 1: Afskaf fattigdom. Vi vil fortsat hjælpe, det vi kan, og derfor har vi nu taget dette initiativ i samarbejde med kirken. Vi håber, I vil bakke op!

Kærlig hilsen
Fie, Julie & Marie