ESG
Environmental, Social, Governance
Environmental, Social, Governance
På Randers Realskole er samfundsansvar og social ansvarlighed en del af vores værdigrundlag, og igennem mange år har vi arbejdet med ”CSR” (Corporate Social Responsibility). Kort fortalt handler CSR om, hvordan man som en virksomhed eller institution udviser ansvarlighed i forhold til sociale vilkår, arbejdsforhold, miljø, klima m.m. I den sammenhæng ér og har det været helt afgørende for os konkret at udvise handling, og vi har fra ledelsens side helt konkret handlet i.f.t. de 7 vigtige samfundsløfter, som Danmarks Private Skoler har udarbejdet. Se meget mere på vores dedikerede CSR-side:
Vores arbejde med ESG (Environmental, Social, Governance) er en naturlig og logisk videreudvikling af vores mangeårige arbejde med CSR. I dag er ESG ikke et særskilt indsatsområde, men en integreret del af vores hverdag lige fra ledelse og strategi til den daglige undervisning og elevernes dannelse.
Med vores seneste ESG-rapport har vi styrket vores indsigt i, hvor vi gør en forskel, og ikke mindst hvor vi kan blive endnu bedre. ESG er i dag et gennemgående perspektiv i vores beslutninger og prioriteringer og er et helt afgørende og gennemgående element i vores strategi frem mod 2032 ”Mod til nye generationer”.
Med udgivelsen af vores seneste ESG-rapport har vi taget endnu et lærerigt skridt i vores langsigtede arbejde med bæredygtighed og social ansvarlighed. Hvor første rapport lagde fundamentet, har vi nu opbygget erfaringer og konkrete indsatser, som vi fortsat udvikler på.
På Randers Realskole ønsker vi ikke blot at følge udviklingen men at bidrage aktivt til den. Som skole har vi et særligt ansvar for at uddanne og danne elever, der kan navigere i og tage ansvar for en verden i forandring.
Derfor arbejder vi målrettet med at integrere ESG i undervisningen, så eleverne bliver rustet til at kunne blive de forandringsagenter, der i fremtiden skal passe gode på vores klode, samfund og hinanden.
Vores arbejde med ESG hænger tæt sammen med vores strategi frem mod 2032, hvor bæredygtighed, social ansvarlig og dannelse er gennemgående temaer i både vores kultur, undervisning og udvikling.
Vi ser frem til at forsætte arbejdet, styrke vores indsatser og udvikle både vores egen og elevernes forståelse af, hvordan vi sammen kan gøre en positiv forskel.
Vi håber, I har lyst til at læse med.
ESG-vinderne fra 7. E, fra venstre: Jonas, Mathias, Isabella og Isabell. Sammen med prisen og de fine t-shirts fik gruppen også biografbilletter og et cafébesøg.
Randers Realskole uddeler fra skoleåret 23-24 for første gang skolens ESG/bæredygtighedspris. Prisen gives til en eller flere personer, der har arbejdet konstruktivt med ESG-agendaen og derved været med til at sætte bæredygtighed og ESG på dagsordenen. Prisen kan gives til en eller flere elever, lærere og øvrige ansatte på skolen, ligesom skolens samarbejdspartnere kan modtage prisen. Det er skolens medarbejdere, der kan indstille kandidater til prisen, og det er skolens ledelse/bestyrelse, der vælger prismodtagerne.
Første prismodtagere er elever fra 7.E
ESG-prisen blev uddelt første gang i skoleåret 2023-24, da vores 7. klasser i uge 25 fremlagde deres innovationsprojekter for forældre og erhvervsfolk fra netværk Randers. Vindergruppen er alle fra 7. E, Jonas, Mathias, Isabella, Isabel – og de vandt på deres mange gode tanker og ideer i forhold til ESG, miljø og bæredygtighed.
Gruppens projekt handlede om opsamling/indsamling af cigaretskodder og snus-poser. Her var en af ideerne, at de ville lave en ”multi-barnevogn” med flere funktioner. Samtidig var gruppen optaget af solenergi, herunder monitorering af uv-indeks. Når man har gode ideer, er det vigtigt, at man også formår, at præsentere og kommunikere sine ideer, og her var gruppen fra 7. E dygtige, engagerede og præcise. De havde lavet en flot stand med tydelig og præcis grafik og sidst, men ikke mindst, var alle i gruppen ekstremt dygtige til at pitche deres tanker og ideer overfor dommere, lærere og forældre.
På Randers Realskole har vi stor erfaring med tværfaglige innovationsprojekter, og vi oplever altid, at eleverne får stort udbytte af denne arbejdsform.
I årets projekter, der blev afviklet i juni 2024, arbejdede vores 7. klasser dybdegående med innovation og entreprenørskab under emnet ”Åben øjnene og se mulighederne.” Her var især bæredygtighed og social ansvarlighed overskriften for mange af de spændende projekter, hvor eleverne blev opfordret til at indtænke ESG/bæredygtighed.
Ugen kulminerede i fredags med den store finaledag, hvor eleverne udstillede og pitchede deres kreative projekter for 24 erhvervsfolk fra Netværk Randers, der var dommere i innovationskonkurrencen.
Vi havde i februar 2023 en god og informativ aften om ESG bl.a. med oplæg fra Jeanette Fangel Løgstrup, hvor der blev sat nogle rammende ord på begreberne ESG (Environment, Social, Governance), og hvorfor det også er vigtigt for Randers Realskole at tænke bæredygtigt og socialt ansvarligt.
Dagligdagen på skolen afspejler vores fokus på ESG
Som skole er vi bevidste om, at vi kan være med til at påvirke vores elever til at tænke bæredygtighed ind i dagligdagen. Går man en tur på skolens gange ser man eksempelvis FN’s verdensmål udsmykke vores vægge, ligesom de er skrevet ind i alle vores læseplaner. Vi arbejder praksisfagligt med bæredygtighed, innovation, social ansvarlighed og entreprenørskab i forløb og projekter, hvor eleverne eksempelvis samler penge ind til velgørenhed, er i en uges brobygning på Tradiums erhvervsuddannelser, arbejder med socialprojekter og meget mere.