Kære elever og forældre
Efter et efterår, der har syntes usædvanligt langt, vådt og mørkt, kan man næsten håbe på en smule sne til at lysne omgivelserne lidt og minde os om, at det lige om lidt er jul.
I SFO’en begyndte vi julemåneden med besøg af bedsteforældre 1. december. Sammen med eleverne blev der klippet, klistret og julehygget. En dejlig start på december. Se billeder fra arrangementet
Pigerne fra 2. og 3. klasse har gået Lucia-optog gennem Randers midtby (billedet), og det smager altid lidt af julestemning – selv i gråvejr.
”Julefryd og julefred” sænkede sig også stille ned over skolen, da årets julekoncert blev afholdt på Randers Realskole 5. december. Se billeder fra koncerten
Randers Realskole køber markant historisk bygning
Vi har på skolen igennem længere tid overvejet, hvordan vi kunne få lidt mere “albuerum” til vores mange aktiviteter – og samtidig få nye muligheder for gode og innovative “læringsrum”. Da vi så fik muligheden for at overtage ejendommen på Fabersvej 1, slog vi til. Bygningen, som vi overtager pr. 1. april 2018, ligger umiddelbart over for den nuværende skole, og med erhvervelsen af den har vi gode muligheder for at fremtidssikre skolen med så optimale rammer som muligt.
Læringsmål og “den gode historie” i SFO’en
Selvom SFO’en er et frirum – med god plads til aktiviteter og udfoldelser, fri leg, kreativitet, fællesskab, afslapning og ro – så har vi også fat i den “røde tråd” til skolen og arbejder med en række læringsmål for elevernes udvikling og evne til at være “selvgående”. Det giver tydeligvis både tryghed, trivsel og god læring hos børnene.
Trivslen kommer bl.a. til udtryk i “den gode historie”, der sammen med læringsmålene er nyt indhold på en ny og spændende udgave af SFO på hjemmesiden.
Læsevejledning og ordblindhed
Læsevejledning er et vigtigt indsatsområde i skolens fokus på at give eleverne så gode betingelser som muligt for positiv faglig udvikling.
Vi arbejder bl.a. målrettet for at udrede og hjælpe elever med ordblindevanskeligheder, og i den forbindelse har vi udarbejdet en brochure, der beskriver vores strukturerede indsats på området.
Ny facade på Randers Real Idrætshal
Randers Real Idrætshal nærmer sig sin 30 års fødselsdag, og i den anledning har bestyrelsen besluttet at facaderenovere hallen. De gamle hvide stålfacader er nu skiftet ud med sorte, der gerne skulle have en lang levetid foran sig. Samtidig har vi fået skabt en bedre bygningsmæssig sammenhæng med Randers Realskole, så de sammen fremstår med et mere ensartet udtryk. Hallen får også nye og tidsvarende døre, som også kommer til at bidrage til det nye “look”.
Informationsmøde for kommende 10. klasser
Torsdag 30. november mødte mere end 450 personer op, da vi afholdt den årlige informationsaften vedrørende de kommende 10. klasser.
Det blev en god aften med oplæg fra både lærere og nuværende elever, musikalske indslag og tid til spørgsmål og afslappet snak. Der blev blandt andet fortalt om de mange specielle tiltag, der er unikke i vores 10. klasses tilbud.
Vi opretter yderligere en 9. klasse næste år
Ny 9. klasse fra skoleåret 2018-19
Igennem de sidste år har vi oplevet en stadig større efterspørgsel fra elever, som gerne vil have deres 9. og 10. skoleår på Randers Realskole.
Vi har hvert år haft mulighed for at optage elever på 9. klassetrin, idet vi har elever, som vælger at tage deres sidste år på efterskole. Det har betydet, at vi har kunnet optage mellem 15 og 20 elever hvert år – men det står desværre i skærende kontrast til de mange, som faktisk ønsker at blive optaget.
Vi har derfor – helt ekstraordinært for skoleåret 18/19 – valgt at oprette en ny 9. klasse. Det åbner mulighed for, at vi kan tilbyde et meget større antal familier, at deres unge kan blive optaget på skolen. Det er vi naturligvis rigtigt glade for.
Informationsmøde for interessede familier
Helt konkret vil der således både blive optaget elever til en ny klasse, samtidig med at der vil blive optaget elever, som skal ind i eksisterende klasser, hvor elever er taget på efterskole.
Den 4. december var ca. 35 familier mødt frem for at høre om Randers Realskole – om værdigrundlaget, og om vore forventninger til det at gå i 9. klasse. Efter 45 minutter i Musikhuset var der rundvisning på skolen, hvorefter alle elever, forældre og medarbejdere mødtes i Forhallen til opklarende spørgsmål og fælles afslutning.
En rigtig fin aften, som lover godt for fremtiden.
Skolens Årsskrift 2017
Skolens årsskrift, der bliver delt ud til alle elever/forældre, sætter fokus på nogle af de begivenheder, som har kendetegnet året. Desuden giver de mange klassebilleder eleverne mulighed for at få et samlet overblik over, hvem de går i skole med på samtlige årgange.
I år er der bl.a. en artikel fra sognepræst Bodil Hindsholm Hansen, der har været elev på skolen. Samtidig var hendes far lærer på skolen – en meget engageret og levende historisk formidler. Læs hendes spændende og sjove artikel.
Denne artikel peger også på det faktum, at vi i 2019 har 150 års jubilæum. I den forbindelse vil vi meget gerne samle på gode historier om skolen, så vi kan lave et festskrift, som på mange måder bliver vores alles historiefortælling. Årsskriftet 2017 kan også downloades her fra websiden: Årsskrift
Juleafslutning torsdag 21. december
Torsdag 21. december er der traditionen tro juleafslutning på skolen. Vi slutter skoleåret af i henholdsvis Sct. Peders Kirke (0. til 6. klasse samt 7. A, B, C og D) og i Sct. Mortens Kirke (7. E, F, G og H samt 8. – 10. klasse).
Eleverne har fri efter gudstjenesten, men vores SFO har naturligvis åbent for eleverne i indskolingen efterfølgende.
I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår, og vi håber, at I alle må få nogle gode dage sammen med familie og nære venner.
Vi glæder os til at se jer alle igen torsdag den 4. januar 2018, hvor vi er klar til at tage fat på det nye år.