Turen går til Ghana
”Nu er det så vores tur til at opleve Ghana og besøge skoler, sportsklubber og snakke med børn, unge og alle de mennesker, som gør en kæmpe forskel,” siger Mette Søndergaard, som er den lærer, der skal med eleverne til Ghana.
Det er et projekt og et samarbejde, der harmonerer med Randers Realskoles værdier. Derfor er Birthe Diederich, souschef på Randers Realskole, også overbevist om, at turen til Ghana vil blive en succes for både eleverne, der skal afsted, og de mennesker, som de skal møde.
“Jeg er sikker på, at med skolens grundværdier om gensidig respekt og respekt for andre egenart i bagagen, vil vores elever gå med åbent sind ind i mødet med en kultur, der er så anderledes. Jeg er overbevist om, at de i mødet med ghaneserne vil opleve, at vi i sidste ende er langt mere ens som mennesker,” forklarer Birthe Diederich.
“Vores elever vil møde andre unge mennesker med de samme drømme for fremtiden som dem selv – men med vidt forskellige forudsætninger for at realisere dem. Det håber jeg, de vil tage med sig hjem.”
Værdifuld læring
Samarbejdet med FANT tilbyder noget ganske særligt. Det giver nemlig mening at beskæftige sig med, hvad der sker rundt om i verden. Birthe Diederich er meget begejstret for partnerskabet: “Vi er enormt stolte af vores samarbejde med FANT. Cecilie og teamet gør et fantastisk arbejde med deres meningsfulde projekter i Afrika, og vi er glade for at kunne bidrage,” forklarer hun.
“For os som skole taler samarbejdet helt ind i vores værdier og giver mening på rigtig mange punkter. Vi vægter nemlig højt at lære vores elever om medmenneskelighed, social ansvarlighed, menneskerettigheder og respekt for andre kulturer. Det er læring, der ikke står i bøgerne,” uddyber Birthe Diederich.
“Igennem vores samarbejde med FANT får vores elever indsigt i en anden verden end deres egen.”