Kære elever og forældre
Skolen har i 2019 været præget af vores 150 års jubilæum, og vi har ved flere store arrangementer fejret skolens runde fødselsdag – og med stolthed fortalt om skolens flotte historie.
Samtidig har vi med stor glæde kunnet indvie en flot, nyrenoveret skolebygning på Fabersvej, der blev færdiggjort i løbet af sommerferien og nu danner rammerne som faghus for bl.a. overbygningens undervisning i dansk, engelsk og tysk.
Vi har med andre ord haft travlt, og nu glæder vi os til et nyt år, hvor hverdagen på skolen bliver lidt mere “normal” – hvor al fokus igen er på den gode undervisning og på fortsat udvikling af vores læringsmiljøer.
Med dette lille nyhedsbrev vil vi gerne ønske jer en glædelig jul og på gensyn i det nye år.
Nu bliver det jul igen 🙂
Traditionen tro blev julen for alvor sunget og “blæst” ind på Randers Realskole med to julekoncerter i skolens Musikhus.
Her mødte både forældre og bedsteforældre talstærkt op for at se og ikke mindst høre skolens orkester på fineste vis tage hul på julemåneden.
Tusind tak til forældre og bedsteforældre for fremmødet – og ikke mindst tak for musikken til eleverne samt Jens Ødum og Karin Skjøttgaard.
Indskolingens Luciaoptog med lys og sang
Som en hyggelig og smuk tradition fejrede vi også i år Santa Lucia med Lucia-optog i indskolingen.
Luciaoptoget gik rundt til alle fire skolebygninger, hvor forældre og bedsteforældre var blandt de mange tilskuere. Tak for det.
Flot pris til vores læsevejledere
12. november modtog læsevejlederne Line Degn og Mette Søndergaard NOTA’s Læsevejlederpris 2019. Prisen blev overrakt ved en konference for læsevejledere og skoleledere i Otterup på Fyn.
Line og Mette fik prisen for deres mangeårige og systematiske arbejde for at skabe optimale læringsmiljøer med fokus på læsevejledning – herunder med ordblindhed som et dedikeret specialområde og senest fokus på projektet vedr. ”ordblinde i overgang til ungdomsuddannelse”.
Fuldt hus ved info-møde vedr. 10. kl. næste skoleår
Torsdag 28. november afholdt vi info-møde vedr. 10. klasse i Tradiums Toolbox. Her fik de mange potentielle elever og deres forældre en grundig information omkring, hvad der kan forventes i 10. klasse.
Vi er meget stolte over og glade for, at så mange ønsker at høre nærmere om vores unikke 10. klasse-koncept.
Husk vi har pladsgaranti, hvis man melder sig til senest 31. december.
INNOVATION – DANNELSE
På Randers Realskole arbejder vi med innovation, entreprenørskab og dannelse som en del af skolens læringsmål og læseplaner. Det er et vigtigt indsatsområde i forhold til opøvelse af kreativitet, samarbejde og projektudvikling.
En af de vigtige ideer bag disse innovative og “entreprenante” projekter er, at eleverne møder virksomheder, foreninger, institutioner osv. – og at denne kontakt bliver til ”rigtig kontakt” mellem mennesker.
Nedenfor er tre meget forskellige eksempler fra 8., 9. og 10. klasse.
8. klasse: “Let rumpen og gør en forskel”
Under overskriften ”Let rumpen – og gør en forskel” har vores ni 8. klasser haft social innovation på ”skemaet” og har bl.a. besøgt et plejehjem, en specialskole og Gaia-museet. Der er desuden blevet samlet penge ind via kagebagning, loppemarked, salg af æbleskiver, toasts, lotto o.s.v.
9. klasse: Childrens Global Summit i Rom
Julie, Fie og Marie fra 9. B var sidste år i den nationale finale i “Design for Change”: Verdens største skoleprojekt, som arbejder med innovation og entreprenørskab. Her skal FN’s 17 verdensmål indtænkes, og projekterne skal gøre en positiv forskel. Pigernes gode indsats gav dem en rejse til Childrens Global Summit i Rom.
10. klasse: Innovationsprojekt 2019
Vores seks 10. klasser havde uge 49 innovationsprojekt, hvor de skulle udvikle “grønne ideer”. De forskellige grupper præsenterede deres mange ideer over for 16 erhvervsfolk fra Netværk Randers. Finalen foregik i Tradiums Tool-Box, hvor også elevernes stande blev vist til forældre og søskende.
Kommende 0. klasser prøvede at gå i skole
Vi afholdt fredag d. 15. november “Besøg din skole” for de kommende førskolebørn og deres forældre.
Det blev en super hyggelig eftermiddag, hvor børn og forældre fik lov til at afprøve en kort skoledag.
Skolens Årsskrift 2019
Som en god tradition udgiver Randers Realskole hvert år lige før jul et årsskrift, der indeholder en række artikler og indslag om f.eks. arrangementer, tiltag og temaer, der har præget skoleåret. Årsskriftet bliver delt ud til alle elever/forældre og er således også en god mulighed for at få overblik over, hvem der går i skole på samtlige årgange.
Som bekendt har skolen i 2019 haft 150 års jubilæum, og vi har også indviet vores nye skolebygninger i det tidligere Amtssygehus på Fabersvej. Årsskriftet for 2019 bærer selvfølgelig også præg af dette 🙂
Årsskriftet 2019 kan også downloades her fra websiden: Årsskrift
Juleafslutning fredag 20. december
Fredag 20. december slutter vi skoleåret 2019 med vores traditionsrige juleafslutning. Vi slutter skoleåret af i henholdsvis Sct. Peders Kirke og i Sct. Mortens Kirke med denne klassefordeling:
- 0. til 4. klasse (ca. 300 elever) i Sct. Peders Kirke 09.00.
- 5. – 7. klasse (ca. 400 elever) i Sct. Mortens Kirke kl. 08.00
- 8. – 10. klasse (ca. 600 elever) i Sct. Mortens Kirke kl. 09.30
Elever i SFO bliver afhentet ved. Sct. Peders Kirke efter juleafslutningen.
I ønskes en glædelig jul og et godt nytår, og vi glæder os til at se jer alle igen mandag den 6. januar 2020, hvor vi er klar til at tage fat på det nye år.