Randers Realskoles brass band afholdt “Corona-koncert” på Ældrecenter Thors Bakke
Kære elever og forældre
I år har været et skoleår, som vi aldrig har prøvet før. På et pressemøde onsdag 11. marts meddelte statsminister Mette Frederiksen, at Danmark blev “lukket ned” på grund af den pandemiske Coronavirus. Allerede samme aften meddelte vi, hvordan vi som skole ville forberede os på- og håndtere denne meget specielle situation. Vi lavede bl.a. en dedikeret informationsside på hjemmesiden, hvor vi fortløbende har informeret om vores tiltag for at fastholde en så god undervisning som muligt under de givne forhold.
Vi vil gerne her takke både elever, forældre og medarbejdere for den meget fleksible og pragmatiske indstilling, I alle har udvist i forhold til hele Corona-situationen – en indstilling, der har muliggjort, at vi foreløbig er kommet rimeligt godt igennem en svær tid.
Heldigvis har der også været rigtigt mange glædelige og positive forhold at fortælle om – og nogle af dem har vi samlet op i dette nyhedsbrev.
Ekstraordinær mulighed for tilskud
På baggrund af en økonomisk hjælpepakke til fri- og privatskoler er der indført et særligt COVID-19 fripladstilskud til forældre, som har oplevet en væsentlig forringelse af deres økonomiske forhold på grund af COVID-19. Tilskuddet kan søges med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2020 og frem til- og med juni 2021. Da der er begrænsede midler i denne pulje, er det vigtigt at søge, så snart man har et reelt behov.
Læs mere: Ansøgningsskema og yderligere informationer
For yderligere oplysninger kontakt venligst Marlene Bjørn (8712 3236) eller Susanne Tindbæk Friis (8712 3234) – eller på mail: info@randersrealskole.dk
Første skoledag for førskolebørnene
Før “Corona-tiden” afholdt vi lørdag 29. februar første skoledag for vores 50 førskolebørn. I både indskolingen og SFO’en var der tæt af forventningsfulde børn og deres forældre, der var mødt op på trods af det kolde vinterlige vejr.
Elevernes fantastiske Rube Goldberg videoer
En række elever fra 7. klasse har med afsæt i Corona-situationen produceret nogle vanvittigt fantasifulde og kreative Rube Goldberg videoer – dynamiske og indviklede installationer, der via en kædereaktion af effekter udfører en enkel opgave på en kompliceret og udspekuleret måde 🙂
Opgang med FN’s Verdensmål indviet
Vi benyttede fraværet af elever på skolen til at nyinstandsætte vores opgang i bygning C, som er blevet dekoreret med FN’s 17 verdensmål. Det bliver det daglige synlige bevis på, hvor vigtigt det er, at vi både som virksomhed, som medarbejdere og som elever har fokus på bæredygtig udvikling. Hans Myhrmann “klippede snoren” og fortæller kort i videoen om projektet.
TV2 på besøg 4. maj
Eleverne i 0.-5. klasse havde i anledning af 75-året for Danmarks befrielse arbejdet med “lys i vinduerne”. Se TV-indslaget, stemningsvideoer og baggrund for projektet.
Christian Møller om ordblindesamarbejdet i Randers
Randers Realskole har stået i spidsen for et kommunalt samarbejde, der skal lette ordblinde elevers overgang til ungdomsuddannelse. Udviklingschef Christian Møller fortæller kort om projektet, der bl.a. omfatter en selvstændig ordblinde-hjemmeside.
Interne prøver og anderledes translokation
Med ni 9. klasser og seks 10. klasser er Randers Realskole en stor eksamensskole med mange afgangsprøver. I år har Corona også sat sit præg på dette, og vi har måttet “nøjes” med interne prøver – men som vi altid understreger, så er afgangsprøver og eksamener kun “kronen på værket”. Det er hele skoleforløbet og den daglige læring, der er afgørende for, at eleverne får det bedst mulige afsæt for fremtiden.
Translokationen
Det var i år også en meget utraditionel udgave af translokationen – bl.a. uden forældre og familie.
Til gengæld var der stadig flotte afgangstaler for både 9. og 10. klasse – samt festlig musik og standup.
CSR på Randers Realskole
På Randers Realskole arbejder vi målrettet med CSR, der er en forkortelse for Corporate Social Responsibility. På dansk drejer det sig populært sagt om social ansvarlighed, bæredygtighed og ”samfundsansvar”. Vi har udarbejdet en informationsside på vores hjemmeside, hvor vi fortæller om skolens mange tiltag i forhold socialt ansvar, menneskerettigheder, arbejdsforhold, miljø, klima m.m.
Gratis medlemskab af Realskolens Venner
Realskolens Venner er en stor kreds af forældre, tidligere elever og øvrige, der har interesse for Randers Realskole. Formålet med foreningen er at støtte det gode skolemiljø for elever på Randers Realskole.
Alle forældre til elever på skolen er medlemmer af Realskolens Venner, og for at byde alle afgangselever velkommen tilbydes de gratis medlemskab de næste tre år. På samme tid er det muligt for afgående elever bl.a. at søge om tilskud til studierejser med videre. Vi håber på, at vi på denne måde kan fastholde de unges interesse for skolen og de mange aktiviteter omkring den.
Vi vil her også gerne opfordre “afgående” forældre til fortsat at være medlem af foreningen ved at gå ind på hjemmesiden og tilmelde sig. Det koster kun 100 kr. og er en stor hjælp for foreningens gode virke.
Fondsstøtte fra Fonden for Entreprenørskab
På Randers Realskole arbejder vi med at opøve kreativitet og samarbejde, når vi arbejder med innovation, entreprenørskab og dannelse. For os er det nemlig vigtigt, at vi klæder vores elever på til at møde den evigt foranderlige verden uden for skolens trygge rammer.
Skolestart efter ferien
Efter sommerferien er der skolestart for eleverne mandag 10. august. Vi mødes i skolegården, hvor der vil være en kort og koordineret fællessamling, inden man går op i klasserne.
Hver enkelt klasses kalender med klassens forskellige aktiviteter vil blive lagt på skolens intranet.
På denne side kan du få lidt praktisk information vedr. skolestart efter ferien, og du kan se en oversigt over mødetider samt første forældremøde.