Lyt til denne side med ReadSpeakerLyt

Læseplaner

På Randers Realskole arbejder vi med læseplaner, der udarbejdes af skolens faggrupper. Det sker ud fra undervisningsministeriets “Fælles Mål” for fagene, der omfatter fagformål, kompetencemål samt færdigheds- og vidensmål. Læseplanerne giver overblik over, hvad eleverne arbejder med i løbet af skoleåret, og de danner grundlag for lærernes individuelle årsplaner i deres fag.

Læseplaner skaber overblik og motivation

Forskning viser, at det har stor betydning for elevernes læring, hvis man arbejder med synlige mål, løbende evaluering og feedback. Samtidig kan eleverne følge med i egen læringsproces, og det kan motivere dem og gøre dem bevidste om betydningen af aktiv medvirken i undervisningen.

Den røde tråd fra 0.-10. klasse

Med disse læseplaner har vi sikret kontinuitet i de emner og mål for læringen, som eleverne skal arbejde med i hele skoleforløbet. For at skabe en tydelig rød tråd i hele forløbet fra 0.-10. klasse har alle faggrupper således koordineret deres arbejde – fra årgang til årgang og fra afdeling til afdeling.

Læringsvideoer:  Mange fag afsluttes med prøve i 9. og 10. klasse. Vi har lavet “læringsvideoer”, der forklarer mere om form og indhold af disse prøver.

 Innovation, entreprenørskab og dannelse

På Randers Realskole har vi flere års gode erfaringer med, at arbejdet med innovation og entreprenørskab skaber høj faglighed og god tværfaglig forståelse. Læringsprocessen bliver typisk mere givtig, når den teoretiske tilgang suppleres med praksisfagligt afsæt i konkrete problemstillinger og udfordringer.

Samtidig har den innovative tilgang et dannelses- og trivselsmæssigt perspektiv. Eleverne opnår større modenhed, bliver dygtige til samarbejde og får styrket deres relationskompetencer generelt – herunder en naturlig respekt for andres meninger, evner og kompetencer.

På den baggrund ønsker vi, at innovation og entreprenørskab skal være en integreret del af den faglige undervisning – naturligvis under hensyntagen til fagenes forskellighed.